Efter en super god tur ”overthere” er Annette Lau vendt hjem fra Kentucky og har sendt os denne opdatering:
Det var et kæmpe arrangement og alle lagde sig i selen for at få bygninger mm færdige til tiden.
Vi var der 5 dage før det gik løs, og fik set, at der blev sat skilt på indendørsarenaen mm.
Min hest kom lidt forsinket og havde kørt i 18 timer i meget varmt vejr, så der var ikke meget hårdt ridning de første to dage. Da han så kom i gang, så viste det sig, at han havde svært ved at trække vejret, når det var varmt, så jeg kunne godt have brugt lidt af mit kendte foder og tilskudsfoder!!!
Den dag vi skulle showe var heldigvis den koldeste dag, og han var en helt anden (og bedre) hest at ride. De andre dage havde jeg simpelthen været bange for, at han skulle dø under mig, når jeg red de hurtige cirkler i høj fart! Vi endte på 210,5 i score og semifinalen var lige udenfor rækkevidde (212). Men han var en dejlig hest og det var super skønt at ride ham. Han var super veluddannet…
Jeg endte på en 41. plads, og det var jeg meget stolt af. Jeg havde ikke siddet mange gange på hesten, og mange – også europæiske ryttere- havde egne heste fløjet over. De andre danske ryttere havde også fire dage sammen med hesten i vante omgivelser, noget som jeg ikke havde mulighed for pga. arbejdet.
Næste WEG er i Frankrig i 2014, og her har vi andre muligheder for at medtage egne heste og for mere optimale forberedelser.
Sådan en tur som denne, giver virkelig blod på tanden med hensyn til ambitioner!!!
Det var også sjovt, at bo sammen med de andre ryttere, og netop et VM giver mulighed for at støtte hinanden på tværs af disciplinerne, og jeg håber også på en større forståelse for vores sport, og her er det nok heller ikke skidt, at Anky er begyndt at dyrke sporten…
|