Pas på græsset!
Maj 2010
Den lyse årstid er over os, og mange heste kommer traditionelt på græs omkring den 1. maj. Der er dog grund til at være meget på vagt, for selv om vejret ser forårsvenligt ud, så er de lune temperaturer endnu ikke fulgt med.
Det betyder, at græsset på nuværende tidspunkt har et langt højere sukkerindhold, end hvad der er normalt for årstiden, og vi er allerede begyndt at få rigtig mange henvendelser om forfangenhed.
Årsagen til det høje sukkerindhold i græsset er, at græssets cyklus forstyrres eller stresses af de lave nattemperaturer. Når græsplanten påvirkes af lys, vand og varme vil den i sin normale cyklus i fotosyntesen producere sukker dagen igennem. Når lyset svinder, og temperaturen falder i løbet af aftenen, skifter planten over til at forbruge den oplagrede energi (sukker) til vækst. Sidst på natten og først på morgenen vil det oplagrede sukker være opbrugt, og planten starter en ny cyklus i løbet af formiddagen, når solen får magt.
Problemet lige nu er, at planterne producerer rigeligt energi til vækst, men fordi nattemperaturerne er så lave, når de ikke at vokse ret meget, og der vil derfor stadig være meget sukker tilbage, når det bliver morgen. I visse egne af landet kan der desuden være mangel på nedbør, hvilket yderligere stresser græsset.
Disse faktorer kan være medvirkende til ekstremt højt sukkerindhold i græsset, og vi anbefaler derfor at vente med at sætte hestene på længere tids græsning, indtil græsset er rigtigt i vækst. Sættes hestene på græs som forholdene er lige nu, øges risikoen for forfangenhed markant - også for varmblodsheste!!
Husk også, at græsset skal gødskes nogle gange om året, da ugødsket græs kan mangle næringsstoffer til at vokse af og dermed også blive stresset.

Kom problemer i forkøbet
Problemer kan forebygges ved altid at give hesten hø med højt fiberindhold og max 10% sukker og protein, før den sættes på græs. Derved er den ikke så sulten og foræder sig ikke så let i det unge, fiberfattige græs. Har man ikke adgang til analyseret hø, kan vi istedet anbefale PreAlpin Aspero, der har et meget lavt sukkerindhold.
En daglig portion Irish Mash vil ligeledes kunne forebygge mange fordøjelsesproblemer i forbindelse med kostomlægningen til det saftige forårsgræs.

Sommerfodring
Græssets indhold af vitaminer og mineraler er ikke tilstrækkeligt til at dække hestens behov. Vi anbefaler derfor at fortsætte den almindelige tildeling af tilskudsfoder sommeren igennem eller som et minimum at sørge for et godt og fulddækkende mineraltilskud. Husk, det er ikke de 500 gram müsli, hesten bliver fed af!

Råd og vejledning
At fodringen er korrekt tilrettelagt er af uvurderlig betydning - også i overgangsperioderne. Her er det vigtigt at kunne få råd og hjælp, hvis der er spørgsmål, eller der opstår et problem.